Spring til indhold

Du er helt særlig og vigtig

Debatindlæg af Karen Ellemann, Minister for ligestilling og nordisk samarbejde. Bragt i Sjællandske den 29. maj 2017

UDDANNELSE: Husk, at lige præcis du er helt særlig og vigtig - uanset om du vil være læge, lærer, landmand eller lagerarbejder.

I denne tid springer glade konfirmander og nonfirmander ud, sammen med resten af det dejlige, danske forår.
Håb, glæde og forventning er heldigvis kendetegnende for mange i den aldersgruppe. Hvad bringer fremtiden? Hvad byder voksenlivet på - og hvad skal jeg blive til? Det sidste fylder rigtig meget - både for de unge selv, deres forældre, deres lærere - og også for os politikere. Ind i mellem har det på nogen næsten lydt som om, man ikke kan klare sig, hvis ikke man har gået i gymnasiet og fået en lang boglig uddannelse.
Det er selvfølgelig noget frygteligt sludder. Og for unge, der oplever at være skoletrætte, kan al den snak om uddannelse blive til et unødigt - og urimeligt - pres.
50.000 unge mellem 15 og 24 år har hverken et job eller en ungdomsuddannelse. Kommunerne her på Vestegnen ar blandt de hårdt ramte. Også her er der for mange, der har svært ved at finde ud af hvad, de skal stille op med voksenlivet. Og som måske begynder på flere uddannelsestilbud uden at gennemføre. Den situation er helt uacceptabel for de unge.

Meget bedre muligheder
Derfor har regeringen - på baggrund af et arbejde vi satte i gang allerede under Venstre-regeringen - præsenteret en helt ny uddannelsesplan stilet til de unge, der ikke bare flyder let og ubesværet igennem skolesystemet. For de er i lige så høj grad en del af Danmarks fremtid som alle andre unge. Det skal de mærke og vide. Og det skal de have meget bedre muligheder for reelt at blive. Til forskel fra i dag, bliver der frem over et samlet kommunalt ansvar for unge helt op til 25 år. Så kommunerne får et helt klart incitament til at sætte tidligt ind over for de unge.
Ambitionen er, at i 2030 skal 90 procent. af de unge have gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 25 år. Og andelen af unge, der ikke har uddannelse eller job, skal være halveret. Hidtil er de mest udsatte unge blevet mødt af en skov af uddannelsestilbud med mange og forskelligartede navne som KKU, FVU, OBU, egu, avu og produktionsskole. Det stopper nu. Fremover er der én indgangsdør: Den forberedende grunduddannelse. Her kan de unge gå i højst to år - og skoletrætte unge kan prøve sig selv af i en virksomhed eller med værkstedsundervisning inden for ét af tre spor: Almen grunduddannelse, Erhvervsgrunduddannelse eller Produktionsgrunduddannelse.
Som ligestillingsminister kan jeg ikke lade være med her til sidst, at give et ekstra - og meget kærligt - skub til drengene. Kom nu, gutter. Pigerne har overhalet jer, når det kommer til uddannelse. Med de nye tiltag tror jeg i højere grad på, at alle bliver vindere.
Tillykke - og held og lykke - til de nyudsprungne konfirmander og nonfirmander, ja, til alle jer unge. Husk, at lige præcis du er helt særlig og vigtig - uanset om du vil være læge, lærer, landmand eller lagerarbejder.

Karen Ellemann, minister for ligestilling og for nordisk samarbejde (V)