Spring til indhold

Danmark investerer i bæredygtig vækst

Siden starten har dansk bistand haft øje for, at bedre levevilkår i høj grad udvikles gennem erhverv og beskæftigelse. Men tilgangen har ændret sig gennem årene – og der er lært meget siden de første erfaringer, hvor malkekøer fx blev sendt med skib til Indien.

Mennesker født i Bangladesh, Kenya og Mexico skal vokse op med bæredygtig og ansvarlig vækst. Væksten skal komme alle til gode, så også de fattige oplever, at væksten giver jobs og bedre muligheder – samtidig med, at der sikres et rent miljø til de næste generationer.

Det er kernen i Danmarks erhvervsrettede udviklingssamarbejde.

Danmark kan bidrage med viden og teknologi – blandt andet til at koble økonomisk vækst med social og miljømæssig ansvarlighed. Fokus er på energi, vand, landbrug, fødevarer og andre områder, hvor Danmark har særlig viden og ressourcer.

Fra bistand til handel
Danmark har gennem årene arbejdet med at udvikle den private sektor i mange lande.

Et af dem er Ghana, som nu klarer sig så godt, at samarbejdet med Danmark overgår fra traditionel udviklingsbistand til et samarbejde om handel og investeringer. Det kan du se mere om i denne film.

Nye jobs og vækst i Vietnam
Et andet land, hvor Danmark har været med til at udvikle den private sektor, er Vietnam. Vietnams fiskeri- landbrugs- energi- og vandsektor er blevet styrket i samarbejde med Danmark, og mange nye jobs er blevet skabt.

De to landes samarbejde handler derfor nu mere om samhandel, og flere danske virksomheder eksporterer i dag til Vietnam, som er blevet et mellemindkomstland.

Mælkevejen til Indien
De første forsøg med at gøre bistanden mere erhvervsrettet, var ikke dundrende succeser. Læs her, hvordan hundredvis af røde danske malkekøer, traktorer og dyrlæger blev sendt med skib og fly til u-lande. Udbyttet stod ikke helt mål med de store forhåbninger og investeringer.

Det Indiske Ocean, oktober 1966. Et skib med 40 drægtige danske kvier og seks ungtyre er på vej over det åbne hav. Kursen er sat mod Indien, for kreaturernes endemål er Indiensgården i Hessaraghatta i Sydindien, det første store statslige danske udviklingsprojekt i landet.
 
Undervejs sætter et voldsomt uvejr ind. Dyrene står på skibsdækket under en overdækning, som blæser væk under stormen, og skibet må søge nødhavn i Goa. Herfra går turen videre over stok og sten.

Kreaturer på togtur
Først bliver kreaturerne opstaldet midt på kajen. Så bliver de sendt ud på en ugelang togrejse. 40 kvier må dele fire jernbanevogne med to udsendte danskere, mens de seks tyre slås om pladsen i en fælles vogn. En tredje dansker må køre i bil fra station til station for at give drikkevand til kvæget.

Jo, den tidligste bistand står i landbrugets tegn. Danmarks udviklingsbistand skal først til at opfinde sig selv, og det er naturligt at gribe til det, vi er gode til: landbrug.

 


Thaigården i Muak Lek. Foto: Arkivfoto, Det Kgl. Bibliotek

Indviet af kongen
Det begyndte med Thaigården, som i 1962 blev indviet af Kong Frederik IX
under overværelse af Thailands konge. Den blev hurtigt fulgt op af tilsvarende “demonstrationsgårde” i Indien, Iran og Zambia.

De store gårdprojekter blev oprettet i tæt samarbejde med de danske landbrugsorganisationer. Det er en mulighed for eksport af dansk knowhow inden for kvægbrug og for at demonstrere moderne landbrugsmetoder.

Bare gør som os
Kernen i gårdprojekterne er demonstrationseffekten: Hvis vi går ud og viser, hvordan vi selv har gjort, vil de lokale bønder efterligne det. Og hvis u-landene laver “hedeopdyrkning”, andelsbevægelser og andre danske landbrugsspecialiteter, vil de automatisk gennemgå samme udvikling som Danmark, og teknikkerne vil blive udbredt til hele landet i de pågældende lande som ringe i vandet.

Herremænd og malkemaskiner
Men sådan kommer det ikke helt til at gå. Selv om gårdene i mange tilfælde har
højt udbytte, er afkastet ringe, når det gælder spredning. Først og fremmest
fordi projekterne er ekstremt udstyrstunge – fra de importerede malkemaskiner til det avancerede udstyr til kunstig befrugtning af kvier.

Derfor kan driftsformen umuligt blive udbredt til det brede flertal af bønder i modtagerlandene. Og da slet ikke de fattigste blandt bønderne. I stedet får projekterne øgenavne som “herremandsprojekter”, fordi de er topstyrede uden megen inddragelse af de lokale.
 
Danske køer kunne ikke klare mosten
Blandt de første og største er demonstrations-kvægbruget Indiensgården, hvor man vil mangedoble mælkeydelsen hos det indiske kvæg ved at krydse det med højtydende europæiske racer. Især de første år er der gode resultater og mange glade modtagere.

Det står dog efterhånden klart, at rød dansk malkerace ikke egner sig til de indiske forhold, og avlsarbejdet lever ikke op til målsætningerne. Da projektet overdrages til inderne i 1975, står man tilbage med forholdsvis svage og lavtydende dyr.

En erfaring rigere
I løbet af 1970’erne overdrages gårdene til modtagerlandene, og der bliver ikke igangsat lignende projekter. I 1994 kommer en stærkt kritisk evaluering af landbrugsbistanden: Kun halvdelen af projekterne kan betragtes som acceptable, og der er ikke en eneste klar succeshistorie.

De dårlige erfaringer betyder, at Danmark lægger linjen om. Danmark sætter nu – på linje med andre donorlande – styrket fokus på økonomisk vækst som nøglen til udvikling.


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: +45 33 92 00 00
um@um.dk